

Tirilil
Tirilil blev dannet i januar 2014 og består af tre sangere og en organist, alle uddannede ved Det Jyske Musikkonservatorium, Århus.
Tirilil afholder primært koncerter i kirker men medvirker også gerne efter aftale ved private arrangementer, arrangementer i foreninger, på institutioner mv. Gruppen fungerer også som a cappella gruppe og man er således velkommen til at kontakte os ved særlige ønsker. Udover koncerter i kirker har vi bl.a. sunget til juletræstænding, julesang på hospice og ved private arrangementer.
Tirilils kernerepertoire er musik fra renæssancen, barokken samt både nyere og ældre musik fra de nordiske lande. Fælles for de fire musikere er en kærlighed til det musikalske møde, samt en passion for at formidle musikken på en personlig og vedkommende måde. En koncert med TiRILIL vil således klinge af nordisk folketone, gamle salmer i nye arrangementer samt satser fra den rige kirkemusikalske tradition. Der vil være a cappella satser, akkompagnerede satser og en del af musikken vil være arrangeret af musikerne selv. Med andre ord, musik hvor den rene og lyse nordiske klang blander sig med den lige så nordiske tyngde og varme. Hvor nærvær og intensitet er nøgleord og hvor musikere og publikum er fælles om at opleve og erfare musikken.
Anmeldelser
I sommeren 2016 var vi på turné på Bornholm og her er et par uddrag fra en anmeldelse af ChrisTina D. Gornitzka, Bornholms Tidende:
“.. Allerede den indledende Norske Kokald, en slags kanon, som lød som om den var taget fra middelalderens spanske cantigaer, viste ensemblets store styrke: klarhed, renhed, ukomplicerede klange, som bare supplerede hinanden så godt! Det var vitterlig en fryd!
“.. Ordet særsyn eksisterer i nudansk ordbog. Forklaringen hedder: et fænomen som sjældent ses. Ordet særhør derimod findes ikke. Men det var det, Tirilil præsterede. Sammen med deres organist Louise Boll, som gjorde sig bemærket gennem præcision og empati i sit spil, leverede Tirilil et særhør af klarhed og renhed, koncentration og fælles ånd.”
“.. Tirilil var med de tre sopraner, akkompagneret af orglet således et særhør, for på trods af de tre lige stemmer formåede de fire musikere at skabe nuancer og dybder, som formidlede en yderst differentieret og sublim klangoplevelse, som samtidig emmede af en nærmest barnlig naturlighed. Frydeligt med jubelkor! Bare så flot!”
Forud for vores koncertturné på Bornholm gav vi koncert i Hjallerup kirke. Her et uddrag af anmeldelsen i Midtvendsyssel Avis:
“… Aldrig er en koncert i Hjallerup Kirke blevet rost så meget som støttekoncerten i onsdags, hvor projektgruppen Tirilil fra Aarhus holdt koncert. Fra publikum lød ordene efterfølgende: ”Aldrig har jeg oplevet en koncert så smuk, varieret og musikalsk på et så højt niveau. Der findes ikke ord for, hvor fantastisk en oplevelse det var. Kirken blev omfavnet af lyd, hvor de tre sopraner bevægede sig rundt i kirkerummet, mens tonerne fra orglet fuldendte og samlede den musikalske oplevelse på en meget smuk måde…”
Repertoire
Tirilil skaber stemningsfulde koncerter i spændingsfeltet mellem tidlig musik, nordisk folketone og moderne kompositioner. Se eksempler på koncertprogrammer:
MOD LYSERE TIDER
Nytårsprogram
SOMMERKONCERT
Sommerprogram

mail@tirilil.dk
60 13 51 53
Copyright © 2023 Tirilil | Fotograf: Stine Vejen | Design: VALÖR